STOR, STØRRE, STILET

Jeg er 184 cm høj! Jeg kræver at min dyne har ekstra længde, jeg går med herresokker, har måske en lidt for lille kæreste, og en lidt for bred røv! Det er så overvældende mange ting, at selv Ronald McDonald og det talende Kinder æg ikke længere kan følge med!

Jeg var 21 år da jeg første gang fik fat på et par stiletter, som min brede st. 43 kunne presses ned i. Dog var det ikke uden besvær at jeg cyklede ud i Københavns natteliv, i håb om at hele verden kunne få øjnene op for hvor fucking smart jeg endelig var. Min sejerstur resulterede i at jeg, stor og flot, styrtede med ca. 3 km/t fordi jeg med mine nyanskaffede sko ikke kunne få sparket jernhesten i gang. Den højhælede jomfrurejse endte tragisk hjemme på sofaen med 3 pølehorn fra 7-11, hudafskrabning på kinden og nedtrykt humør!

Siden min katastrofale start på stillet livet har jeg også haft positive oplevelser med at iføre mig stiletter, heldigvis! Men det kræver altså lidt styrke at befinde sig i den absolut gigantiske ende af den kvindelige befolkning, da man let kan blive ramt af usikkerhedsfølelsen – JEG ER BARE FOR STOR TIL DET HER STED!

Dog har jeg erfaret tre vigtige faktorer der hjælper mig når jeg rammes af følelsen:

1. Følelsen af at være ultra høj ramme en selv, før den rammer nogen andre. Det er paradoksalt nok først når man italesætter og problematisere sin højde, at folk omkring en, måske også synes at man er lidt for høj.

2. At være ultra høj er ikke det modsatte af at være feminin.

3. At tage en hæl på slanker både ben og krop, og giver en flot holdning.

Alt for meget selvhjælpstænkning er ikke min stil! Min stil er derimod at gå med naturens love, der gav min en krop som en amazonekriger, og tilføre lidt ekstra højde for min helt egen skyld.