DEN RETTE PLEJE
ER VIGTIG

FOREBYGGELSE ISTEDET
FOR REPARATION

VI GIVER DIG GODE
& HOLDBARE RÅD 

SMUKKE SKO I MANGE ÅR

IMPRÆGNERING
Nye sko, undtagen laksko, skal imprægneres, før de tages i brug, for at få den nødvendige beskyttelse mod fugt og snavs.
Skoene skal sprayes med et tyndt lag imprægneringsmiddel 3 gange efter hinanden, med tid til at tørre mellem hvert lag. Denne teknik er mere effektiv end at spraye en gang med et tykt lag. Efterfølgende kan du nøjes med, at spraye skoene én gang om ugen - i våde perioder hver dag. Husk at skoene skal være helt tørre inden du imprægnerer og at imprægnering altid skal foregå udendørs. Udgå imprægneringsmiddel med voks, fedt og silikone. 

 

OMSÅLING
Hæle og såler er udsat for meget slitage. Skoens ydermateriale lider uoprettelig skade, hvis hæl og sål slides for langt ned. Skomagerens resultat bliver også langt bedre, når skoen afleveres til omsåling i tide. 
I det hele taget er det bedre at forebygge i stedet for at reparere, uanset om der er tale om reparation af stikninger, såler eller andet.

 

TØRRE SKO HOLDER LÆNGERE
Våde sko skal tørre langsomt. Tørres skoene for hurtigt risikerer du, at de bliver stive og slår revner. Tør skoene ved stuetemperatur, det giver det bedste resultat. Undgå fyrrum, varmeapparater og tumblere. Drivvåde sko skal fyldes med avispapir. Tag avispapiret ud, når det er blevet fugtigt. Fyld skoen igen, hvis det er nødvendigt. Lad skoen tørre færdig ved stuetemperatur - eventuelt med en skolæst af træ.
Går du i sko, der ikke er 100% tørre, risikerer du, at de går ud af form og bliver sure.

 

FUGT FRA FODEN OG HVILETID
På en arbejdsdag transpirerer foden ca. 25 ml. væske. En sko, hvor fugten ikke får lov til at fordampe fra skomaterialet, risikerer at blive mør og misfarvet af væsken. Lad derfor skoen hvile til al fugt er ude af materialet og undgå derved sure sko.

 

SKOLÆSTER
Sæt skolæster i skoene. Det retter skoens form, mens skoen hviler.
Skolæster af træ er gode, specielt cedertræ, de suger den overskydende fugt ud af skoens materiale.

 

MISFARVNING
I meget sjældne tilfælde kan det ske, at overskudsfarve fra skoen smitter af på fødder og/eller strømper. Det skyldes, at skoen suger fugten fra foden. Hvis skoen er for varm og foden sveder, blander fugten sig med overskudsfarven i skomaterialet og kan misfarve fod og strømper.
At fjerne overskudsfarven fra skomaterialet klares ved at tørre skoen indvendigt med en klud påført en anelse husholdningssprit.

 

SALT OG KALK
Hvide pletter fra salt og kalk kan fjernes med vand, eddike eller mælk. Eddiken neutraliserer kalken.

 

TYGGEGUMMI
Tyggegummi, der sidder fast på sko, fjernes bedst ved, at lægge skoen i en pose. Derefter lægges posen i fryseren indtil tyggegummiet er hårdt. Derefter kan det forsigtigt tages af skoen.

 

GLAT SKIND  / LÆDER
Glat skind/læder skal plejes med skocreme på glas eller læderfedt. 
Undgå alt, hvad der hedder quick-shine produkter.
Farveopfriskning kan ske med farvecreme, narvsværte eller læderfarve.
Til rengøring kan bruges skindrens, rensecreme, shampoo og saddelsæbe.

 

NUBUCK
Brug imprægneringsmiddel uden voks, silikone og fedt, alternativt nubuck-opfrisker.
Hvis man bruger en almindelig skocreme på en sko af nubuck, bliver skindet til glat skind.
Til farveopfriskning bruges nubuck-opfrisker eller ruskindsfarve.
Nubuck skal vaskes med en shampo specielt til nubuck.

 

RUSKIND
Brug imprægneringsmiddel uden voks, fedt eller silikone.
Luven på ruskind kan genopfriskes ved, at bruge et rensegummi. Rensegummiet fungerer ved, at man gnider rensegummiet mod ruskindet som et viskelæder. På den måde laves en ny luv på ruskindet. Der findes også børster, der giver den samme effekt.  
Ved farveopfriskning, brug ruskindsfarve.
Ruskind skal vaskes med en shampo specielt til ruskind.

 

LAK, METAL OG PERLEMOR
Til pleje bruges imprægneringsmiddel uden voks, silikone og fedt. Påfør kun et tyndt lag imprægneringsmiddel af gangen. Lad det tørre helt, før du imprægnerer igen. Gentag tre gange. Brug sko læster, når skoene hviler, for at undgå at overfladen krakelerer, og for at rette folderne i skindet ud, så over fladen bliver glat igen.
Imprægneringen opfrisker farven.
Ved rengøring tørres skoen af med en fugtig klud. 

 

SATIN, BROKADE OG KANVAS
Det er ikke nemt, at rengøre eller fjerne snavs og pletter fra stof og satin sko. Det er derfor vigtigt at imprægnere ofte.
Brug en imprægneringsspray uden voks, fedt og silikone. Påfør kun et tyndt lag imprægneringsmiddel af gangen og lad det tørre helt, før du imprægnerer igen. Gentag tre gange.
Brug sko læster, når skoene hviler, for at rette skoene ud. 
Farveopfriskning og farvning af stof, satin og silke kan ske med specialprodukter. Disse kan eventuelt købes hos skomageren. Enkelte specialister tilbyder farvning af stofsko.
Brug aldrig vand til rengøring. Vandet opløser snavset, som derved breder sig ud i det omgivende materiale og efterlader skjolder.
Støv, jord og mudder skal børstes af med en blød børste. Inden du børster, skal snavset være 100% tørt. Kun på denne måde kan du undgå, at snavset arbejder sig længere ind i materialet. Børsten skal være så blød, at den ikke river materialet i stykker eller skubber snavset ind i materialet.
Har du fået fedt eller olie på skoene, skal de til kemisk rens på et renseri.